Menu

En dør på klem

Er du sikker på, at du vender tilbage til Grønland senere, eller er du i tvivl, om du kan falde til i Danmark?

Du kan sikre dig at have et sted at bo i Grønland ved at fremleje din bolig i stedet for at opsige den eller sælge den.

Hvis du er i arbejde i Grønland, kan du, hvis det er muligt, søge orlov fra dit arbejde i stedet for at opsige dit job.

Hjemve - at savne familien derhjemme

Hjemve er noget, som alle, der flytter til Danmark, vil opleve i større eller mindre grad, og det er jo i virkeligheden en rigtig god ting. Når man har hjemve, betyder det blot, at man har nogen derhjemme, som man holder rigtigt meget af, og som holder rigtigt meget af én. Men gør du selv en indsats, vil dit ophold i Danmark blive en oplevelse, du aldrig vil glemme.

De tre grimme tidspunkter for studerende

Der er tre forskellige tidspunkter, hvor du som studerende særligt får hjemve. Fylder hjemveen meget, eller har du andre problemer, kan du altid henvende dig hos din uddannelsesvejleder og få en snak.

  1. Første gang er ved studiestart, når du lige er flyttet herned og ikke har nået at vænne dig til at være væk hjemmefra. Hjemvéen bliver mindre og mindre, når du er kommet godt på plads og har lært nogle af de andre grønlandske studerende og de nye studiekammerater at kende.

  2. Anden gang er, når vinteren nærmer sig, og det bliver mørkt, regnfuldt og gråt i Danmark, og du savner Grønlands frost, sne og is.

  3. Tredje gang er omkring julen. Nogle studerende tager hjem på juleferie, og når de kommer tilbage til Danmark, savner de naturligvis dem derhjemme. Andre holder jul i Danmark hos familie eller ved kontaktfamilien, og så savner man naturligvis også dem derhjemme.