Menu

Studieboliger

Der findes flere forskellige boligformer i Danmark, som er øremærket studerende, fx kollegieværelser eller ungdomsboliger.

Som studerende er du ikke sikret en kollegieplads ved optagelse på uddannelse.

Efterskoler, højskoler og nogle erhvervsskoler har et værelse til dig. Skal du gå på en videregående uddannelse, skal du selv sørge for en kollegieplads eller en anden form for bolig.

De fleste uddannelsessteder ligger i København, Aalborg, Aarhus, Odense eller i Region Syddanmark. Det kan være meget svært at få en bolig i august og september. Derfor skal du, så tidligt som muligt, begynde at søge kollegieværelse eller bolig.

Der er normalt ikke møbler på værelserne.

Søger du optagelse på uddannelse i flere forskellige byer, er det en god idé at søge bolig i alle disse byer. Får du tilbudt en bolig, du ikke skal bruge, er det vigtigt, at du giver besked så hurtigt som muligt. Andre kan få brug for boligen.

Mulighederne for at få en studiebolig er forskellige afhængig af kommunen. For eksempel er der lang ventetid i København, mens der i andre byer kan være boliggaranti for studerende.

Kontakt uddannelsesvejlederne i De Grønlandske Huse i Danmark, hvis du har konkrete spørgsmål omkring boligsøgning eller særlige muligheder for grønlandske studerende.

De Grønlandske Huse
På De Grønlandske Huses hjemmesider kan du læse mere om studieboligerne i deres område.