Menu

Bolig i Danmark

Skal du finde bolig i Danmark, er det vigtigt, at du begynder at lede i så god tid som muligt. Det kan være svært at finde bolig i Danmark, især i København.

Generelt er boligpriserne i Danmark højere end i Grønland. Men der kan være meget stor forskel på priserne, uanset om du skal købe bolig eller bo til leje. Huslejen og huspriserne er normalt højere fx i København og Aarhus end i en mindre by.

Der er mange faktorer, der spiller ind, når du skal vælge, hvor du vil slå dig ned i Danmark. Hvordan er jobmarkedet? Hvor let er det at få institutionsplads til børnene i netop den kommune? Hvordan er adgangen til offentlig transport?

Selv om Danmark er et lille land, kan man bliver overrasket over afstandene. Hvis man ikke bosætter sig tæt på sit arbejde eller sin skole, kan man komme til at få meget lang transporttid. Har du mulighed for det, så tag på ferie i Danmark og besøg nogle af de steder, hvor du overvejer at flytte hen.

Mange flytter til Danmark og starter med at bo hos familie og venner. Men undersøgelser viser, at det ikke altid er en god idé. Det kan være meget hyggeligt i starten, men det bliver også hverdag, og for nogle ender det i konflikt og boligløshed. Derfor er det en god idé at have din boligsituation på plads, før du flytter.

Læs mere om boligmarkedet i Danmark på norden.org

ER DU UHELDIG
Har du svært ved at finde en bolig eller har du brug for hjælp med kontrakterne, kan du få vejledning i De Grønlandske Huse. Men husene kan ikke hjælpe dig med bolig eller økonomisk støtte.
FORSIKRING
Uanset hvilken form for bolig, du bor i, er det en god idé at tegne en indboforsikring, som dækker skader, der er opstået på grund af uheld, brand, tyveri og røveri.
Læs mere